Skip to main content
Internet Archive's 25th Anniversary Logo

Full text of "delirium-web"

See other formats



Kaiu elskede at lege tagfat, så hun fulgte efter dem. Det var 
slet ikke svært at holde farten når man var god til at svømme. 

Kryb 


“Kunne du tænke dig at lære noget om fysik?” 

Richards Helvede 

Det var så koldt at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet 
og helt ind til knoglerne. Da Bernard vendte hjem 

“Tro mig, de svin skal nok komme til at tjene tykt på det 
her!” Eliksir 

Selvfølgelig blev byggeriet af en bombe, der kunne udslette 
alt liv i universet, mødt med en del kritik. 

Månen over Zneva 


Det måtte være begrænset, hvad de kunne give mig af pro- 
blemer, tænkte jeg. Phobos, Deimos, Mars 



DELIRIUM af Chris D’Amato 
Digital udgave 

Udgivet af Forlaget Mojibake under CC BY 4.0 i 2016 
ISBN: 978-87-996776-2-7 

Illustreret af D.S. Blake 
www. idletoil .co.uk 

Fonten FTY DELIRIUM er skabt af Mike Adkins fra The Fontry 
www.thefontry . com 

Kryptografi af Eric Normandeau 
www. github . com/enormandeau 


Forlaget Mojibake 

www.mojibake.dk 

www. facebook. com/f orlagetmoj ibake 
mo j ibaketamo j ibake . dk 




Med tak til følgende rumuæsner: 

Jakob Boller, Eric Normandeau, 
Simon Cardew, Mike Adkins, 
Torben Carlsen, Niels Jakob Søe Loft, 
Max Klinger, Maja G. Nielsen 
& Per Sanderhage 



KRYB 8 

RICHARDS HELVEDE 12 

ELIKSIR 18 

DA BERNARD VENDTE HJEM 22 

MÅNEN OVER ZNEVA 26 

PHOBOS, DEIMOS, MARS 32 




Kaiu havde ondt i fødderne og var ved at blive træt. Hun var 
også lidt bange, for hun havde aldrig før været så langt væk hjem- 
mefra. 

Det var startet med at hun havde været ude at svømme. Hun var 
så stor nu at hun godt måtte svømme rundt selv, bare hun passede 
på ikke at komme for langt væk fra øen. Da hun var kommet et 
stykke ud, havde hun fået øje på en aflang, flydende ting. Hun var 
svømmet tættere på for at se, hvad det var, for det lignede ikke 
noget hun havde set før. Der var to rygende rør øverst på tingen, 
og overfladen var fyldt med nogle små kryb der allesammen var 
sorte på toppen. Resten af dem var i alle mulige farver. 

Da hun kom nærmere, begyndte krybene at svirre rundt, og da 
hun sænkede hovedet helt ned kunne hun høre en skinger, pibende 
lyd fra dem. Kaiu prøvede at spise et af dem, men det smagte ikke 
godt så hun spyttede det ud i vandet. Så begyndte den aflange ting 
at bevæge sig hurtigere hen over vandet. Det var som om den ville 
lege tagfat, eller måske var det krybene der ville. De havde nemlig 
gemt sig inde i den aflange ting nu. 

Kaiu elskede at lege tagfat, så hun fulgte efter dem. Det var slet 
ikke svært at holde farten, når man var god til at svømme. Hun 
blev helt grebet af de små kryb, der nogle gange kom ud af deres 
gemme men hurtigt puttede sig igen. Det var derfor, hun ikke havde 
bemærket, at hun var kommet så langt ud på vandet. Hun ville nok 
få skældud, når hun kom hjem. 

Efter nogen tid var de kommet til en ø, hun aldrig havde set 
før, for hun kendte kun sin egen. Der var en hel flok af de aflange 
flydende ting på rad og række ud for øen; det var nok her de boede. 
Den af dem, hun var fulgt efter, blev væk i mængden, så hun be- 
sluttede sig for at kravle op på øen for at se hvad det var for noget. 



Øen var mest grøn, men der var også nogle tynde grå og sorte 
striber det var sjovt at løbe på. Hjemme var der kun grønt, og der 
boede kun hendes mor og far og lillebroder og så hende selv. Nu 
savnede hun dem allesammen, selvom forældrene godt kunne være 
skrappe og lillebroderen anstrengende. Hun lovede sig selv at hun 
aldrig mere ville tage væk fra dem. 

Kaiu løb langs striberne. Nogle af dem var bredere end andre. 
Det var sjovest at løbe på de brede, for på dem var der mange små 
tingester i alle mulige farver der bevægede sig i høj fart. Hun prø- 
vede at spise en af dem, men den havde en hård skal og smagte 
bittert og endnu værre end det kryb hun havde smagt på ude i van- 
det, så hun spyttede også den ud. 

Nu var hun et sted hvor der var mange sorte striber, de fleste af 
dem på række men enkelte på kryds og tværs. Der var også nogle 
spidse kasser ude til siden. De var lavet af træ og brune foroven. 
Hun gik hen til en af dem og bed fat i toppen så hun forsigtigt kunne 
løfte den af og se hvad der var indeni, men der var ikke rigtig noget. 
Kun flere kryb og en masse bittesmå ting man slet ikke kunne se 
hvad var. 

Kaiu fortsatte langs striberne, og så var der endelig nogen der 
ville lege igen. Der kom nogle hurtige tingester ligesom de andre 
men allesammen grønne og med grønne kryb indeni. De standsede 
op, og krybene kom ud og stillede sig på fine rækker og pegede på 
hende med nogle bittesmå sorte pinde. 

Hun var spændt på hvad der skulle ske, men så kom der en me- 
get lav knitren, og det begyndte at prikke over det hele. Det var en 
dum leg! Kaiu løb væk fra de dumme grønne kryb, langs striberne 
og hen til et sted hvor der var mange af de spidse kasser der var 
næsten lige så høje som hende selv. Måske boede der nogen dér 
der kunne hjælpe hende med at finde hjem? 

Pludselig begyndte det at prikke igen, denne gang værre. Hun 
så sig om. Der var ingen kryb at se, men der var nogle mærkelige fly- 
vende tingester med en halvgennemsigtig skive øverst. De lignede 
ikke noget hun havde set før, så hun fangede en af dem i luften og 
rakte så langsomt tungen frem for at mærke på den. 



Av! Hvordan kunne det gøre så ondt? Det var sikkert også dem 
som fik det til at prikke! Kaiu blev vred og slog til den flyvende 
tingest med halen. Den ramte en af de høje kasser og brød i brand. 
Ha! Nu var det sjovt! Hun daskede de andre flyvende tingester ned 
en efter en, og snart efter var der masser af flammer. Hendes mor 
og far havde lært hende, at man altid skulle passe på ild - det var 
farligt og kunne ikke bruges til noget - så hun prøvede at trampe 
på flammerne og slå dem ned med halen. Selvom hun havde tykke 
skæl, gjorde det meget ondt, og hun råbte: Mor! Mor! Hjælp mig! 

Nu begyndte hun at få ondt i fødderne. Selvom hun prøvede 
at passe på, kom hun hele tiden til at træde på noget spidst. Der 
var mærkelige grå og sorte pinde med snore i, der stak op over det 
hele. Det var svært ikke at træde på dem eller en af de lavere kasser. 
Da hun ikke kunne se flere flammer, forlod hun stedet med de høje 
kasser og gik tilbage til dér hvor der var striber på jorden. Hun var 
stolt over selv at kunne finde væk fra det dumme sted. 

Til sidst fandt hun et sted der var grønt, ligesom hjemme. Hun 
satte sig ned på den bløde jord. Normalt hadede hun sin middagslur, 
men nu kunne det egentlig være meget rart. Hun lukkede øjnene, 
og da hun åbnede dem, så hun nogle fine grå og hvide fugle med 
stive vinger over sig. Det var som om der kom blå røg ud af dem, 
men det måtte være noget hun bildte sig ind. Der kommer ikke røg 
ud af fugle. 

Kaiu lukkede øjnene igen; hun var pludselig blevet meget mere 
træt. Det ville gøre hende godt med en lille lur inden hun skulle 
finde hjem til øen igen, og hun havde så ondt i fødderne. 




“Luk mig så ...” 

Halvvejs inde i sætningen gav døren efter og manden stod 
for foden af trappen i entreen. Hans kone var nået halvvejs 
ned og stod nu meget stille med dynen viklet om sig. “Skat, 
det er ikke ...” Manden holdt stadig revolveren gemt bag ryg- 
gen da hun slap dynen og gik de sidste trin ned. Da hun 
omfavnede ham, tegnedes der en hæslig grimasse på hans 
ansigt. “Hør nu, skat. Jeg ville have fortalt det. Det hele er 
bare gået så hurtigt, og Torben og jeg ...” Nu gik døren over 
trappen op, og et forvirret mandsansigt kom til syne. Hun 
drejede hovedet op mod det, som om han kunne redde hende. 
I det samme lod Richard revolveren glide frem, og hun mær- 
kede dens kolde munding mod sin nakke. Så var det slut. 


' .v*. v *v: 

De fleste folk i fængslet var flinke nok. Enkelte undgik mig når 
de havde hørt hvorfor jeg befandt mig der. Andre var forstående, og 
andre igen ønskede at tage retfærdigheden i egne hænder og agere 
både dommer og bøddel over min person, men heldigvis blev de 
altid stoppet i tide. Sådan tænkte jeg i hvert fald på det tidspunkt. 

Jeg sad inde i femten år. Det er i den lave ende for den slags 
forbrydelser, men dommeren tog hensyn til min unge alder og min 
tilsyneladende (og i realiteten) dybfølte anger. 

Efter et års tid havde jeg fundet mig så godt til rette som det nu 
lod sig gøre. Jeg fandt en rytme, der fik dagene til at gå: en times 
motion, fire timers arbejde med at samle legetøj, og så på biblioteket 
til jeg var træt nok til at falde i søvn. Jeg var et lyst hoved selvom 



jeg aldrig havde brugt det til noget, og jeg blev snart bidt af at suge 
viden til mig. Efter et par år kunne man nærmest lægge mindst det 
halve til mine otte års skolegang. 

En af de andre fanger var pensioneret fysiker (og i øvrigt kendt 
skyldig i uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel). Han 
og jeg var tit de eneste på biblioteket, og vi faldt efterhånden i snak. 
I begyndelsen udvekslede vi kun banaliteter om hvor irriterende 
det var, at bibliotekets sorteringssystem var inkonsekvent og hvor 
hårdt lysstofrorene skar i øjnene. Langsomt blev høflighederne er- 
stattet af venligheder, og der opstod der en vis sympati. 

“Richard,” sagde han en dag hvor vi havde haft en længere snak 
om den efterhånden ganske tilspidsede situation i Tjekkoslovakiet. 
“Kunne du tænke dig at lære noget om fysik?” 

Schmidt (det hed han) gik grundigt til værks, og det passede mig 
strålende. Først skulle jeg have styr på den klassiske fysik: Newtons 
mekanik og Maxwells elektromagnetisme. Så bevægede vi os videre 
til Einsteins teorier om speciel og generel relativitet. Slutteligt gen- 
nemgik vi kvantemekanikken, startende med vor egen Bohr, som 
Schmidt havde arbejdet sammen med og i øvrigt fandt ganske over- 
vurderet. Schmidts ego havde tydeligvis godt af at jeg hørte på ham 
i tavs imponerethed, og det var kun ganske sjældent at jeg var nødt 
til at foregive, for det var imponerende at få enetimer af en mand 
der blot få år inden havde undervist på allerhøjeste niveau. Arran- 
gement var enkelt: han som den knejsende lærer og jeg som den 
duknakkede elev. Efter hver portion teori blev der afholdt en slags 
eksamen i det læste stof, og vi gik først videre når jeg havde for- 
stået det godt nok til at professor Schmidt var tilfreds. “Udmærket, 
Richard” sagde han altid ved disse lejligheder. “Lad os prøve med 
noget lidt sværere.” 

Sådan gik der nogle år. En dag, efter endnu en veloverstået ek- 
samen, tog Schmidt mig i armen og lænede sig ind mod mig . “Vi er 
snart igennem alt det gængse stof, Richard. Kunne du måske tænke 
dig ...” Han stoppede op og så mig i øjnene som om han ville sikre 
sig at han ikke blev holdt for nar. “Kunne du tænke dig at høre lidt 
om min forskning?” 



Det viste sig, at Schmidt gennem en årrække havde forsket i te- 
oretisk fysik, nærmere bestemt den muligheden for tidsrejser. Han 
havde holdt det for sig selv af frygt for det videnskabelige etablisse- 
ments latterliggørelse, men det var indlysende at han ikke var mere 
afsindig end ethvert begavet menneske er. I bagklogskabens klare 
lys vil jeg i øvrigt tro det var her min idé begyndte at tage form. 

Schmidt var generøs med sine tanker. Jeg kunne næsten ikke 
genkende den vindtørre, verdensfjerne mand jeg år forinden var 
begyndt at nikke til, når jeg kom ind på biblioteket. Hans stemme 
dirrede af entusiasme og han gestikulerede lidenskabeligt. “... men 
her tager Newton fejl!” “Og her, her er Einstein selvfølgelig blind 
for at ...” 

Dagen oprandt, og jeg skulle eksamineres i Schmidts eget stof. 
Jeg havde næsten lige så mange nerver på, som da jeg stod overfor 
dommeren, og jeg sank sammen i lettelse da han efter en urime- 
ligt lang tænkepause kom med sit rituelle “udmærket, Richard.” Så 
drejede han hovedet til hver side som en skoledreng der skal til at 
stjæle et æble og fandt en brun prøvekuvert frem. “Det her er teg- 
ningerne, Richard. Tegningerne til maskinen. Jeg nåede ikke selv at 
få den bygget, men måske kunne det være sjovt for dig at prøve en 
dag at se om det nu også er ammestuesnak alt sammen.” 

En måneds tid senere blev jeg løsladt. Jeg lovede at besøge min 
mentor jævnligt, men det var let at love den slags når jeg vidste at 
jeg aldrig ville komme til at møde ham. 

•»f.w’.v’-* . •,;.. »¥»• 

Udenfor var jeg tre ting: midaldrende, ufaglært, og straffet. Ver- 
den så ud til at være blevet en lille smule bedre, men jeg var frem- 
med i den. Min omgangskreds havde også været hendes, og forstå- 
eligt nok ønskede ingen af de gamle venner at se mig igen. 




Planen havde rumsteret i mit baghoved i lang tid, men nu be- 
gyndte den at tage en mere fast form. Jeg fandt en blyant og skrev 
den ned på bagsiden af den brune kuvert: 

1. Tilbage til den skæbnesvangre aften, med ankomst en time 
før drabet. 

2. Opsøge mit yngre jeg og tale mig fra det jeg skulle til at gøre. 
Han burde være fornuftig nok; han var et lyst hoved. 

3. Få mit yngre jeg til at afslutte mit ældre jegs liv og destruere 
liget. 

Så åbnede jeg kuverten. 

Det var ikke synderligt svært at bygge maskinen. De fleste af 
komponenterne lod sig fremskaffe uden besvær, med undtagelse 
af det digitale ur, Schmidt havde specificeret. Jeg sad på hotellet 
med det postordrekatalog, jeg havde modtaget samme dag. “Ikke 
på lager, tages hjem på bestilling,” stod der ud for uret. Hvad ville 
dét sige? Fjorten dage? En måned? Aldrig? 

Jeg så på tegningen. Alle de andre dele havde jeg fundet, præcist 
som foreskrevet. På natbordet stod der et vækkeur med de der flap- 
skilte de også var begyndt at bruge på banegårdene. Det så ud til at 
vise tiden ganske fint. Kunne det virkelig gøre den store forskel? 

Hele verden hvirvlede rundt i en tåge jeg aldrig vil kunne be- 
skrive. Maskinen og jeg materialiserede os, og jeg så mig forvildet 
omkring. Jeg var i min gamle stue, men jeg var kommet alt for sent. 

Nu gik døren over trappen op, og et forvirret mandsansigt 
kom til syne. Hun drejede hovedet op mod det, som om 
han kunne redde hende. I det samme lod Richard revolve- 
ren glide frem, og hun mærkede dens kolde munding mod 
sin nakke. Så var det slut. 


15 



De havde slet ikke set mig. Jeg daskede til uret og var straks 
sendt tilbage i tågen. Hele verden hvirvlede rundt, og så materialise- 
rede maskinen sig, sammen med mig. Jeg så mig forvildet omkring, 
jeg var i min gamle stue men jeg var kommet alt for sent. 


Nu gik døren over trappen op, og et forvirret mandsansigt 
kom til syne. Hun drejede hovedet op mod det, som om 
han kunne redde hende. I det samme lod Richard revolve- 
ren glide frem, og hun mærkede dens kolde munding mod 
sin nakke. Så var det slut. 


De havde slet ikke set mig. Jeg daskede til uret ... 


16 






Denne historie handler om en hjerneforsker, Alexandre 
Marais; hvorledes han gjorde en stor opdagelse; og hvad der 
videre skete. Historien begynder en aften i et laboratorium 
et sted i Paris. Her er Dr. Marais vanen tro fortsat med at 
arbejde længe efter, hans kolleger er taget hjem ... 


vi. 

Han lod telefonen ringe fire gange. Da den åbenbart ikke havde 
tænkt sig at holde op, satte han med en træt bevægelse kolben fra 
sig og løftede røret. 

“Marais. Ja. Aha. En time eller to, velsagtens. Mine kolleger og 
jeg tror, vi har fat i noget afgørende. Det skal jeg nok. Du må også 
hilse børnene.” 

Dr. Marais hængte røret tilbage på gaflen og vendte tilbage til sit 
arbejdsbord. Serummet var på nuværende tidspunkt så færdigt som 
det kunne blive med beregninger og bunsenbrændere, petriskåle og 
dyreforsøg. Cerebrellin kunne virkelig blive det store gennembrud, 
både for instituttet og ham selv, i hvert fald hvis man skulle tage 
musenes evne til at finde ud af labyrinten før og efter indtagelsen 
for pålydende. Han holdt kolben op mod lampen, og da han rystede 
den forsigtigt lod en let brusen sig som forventet observere i den 
klare væske. En brøkdel af et sekund; så lang tid tog det ham at 
træffe beslutningen. 


*•* t rV • 


18 



ELIKSIR 


En time senere vågnede han med et sæt i den udslidte lænestol, 
han havde stående i et hjørne på laboratoriet. De manglende skyg- 
ger på gulvet lod ham straks forstå, at det var blevet mørkt udenfor, 
så han smed lidt vand i hovedet og skyndte sig ud til bilen så han 
kunne komme hjem. 

Lidt tung i hovedet lykkedes det ham at finde en forholdsvis be- 
hagelig koncert på radioen, men efter få minutter blev den afbrudt 
af en nyhedsreportage: 

... Mandoras’ væbnede styrker har her til aften indledt en 
kraftig offensiv mod nabostaten San Theofilos. Det lille syd- 
amerikanske lands militære leder, general Padua, udtaler i 
den forbindelse, at man blot har truffet de nødvendige for- 
holdsregler mod fremtidige aggressioner fra San Theofilos, 
der for indeværende ledes af general Ibanez. 

Vrøvl, tænkte Marais. Så gentog han det, ganske lavmælt, for sig 
selv. “Vrøvl. Det er klart som dagen, at både Padua og Ibanez er på 
amerikanernes lønningsliste.” Hans stemme var steget i volumen 
til normal højde. “Og hele denne krampagtige maskerade er blot 
en undskyldning for at få så mange yankeesoldater som muligt ind 
i landet så amerikanerne igen kan få kontrol over olien. Både i Man- 
doras og San Theofilos, men især i San Rafaello der grænser op til 
begge lande.” Nu råbte han. “Hvordan kan de i deres vildeste fantasi 
tro, at resten af verden er så naiv? Hvad fanden bilder de sig ind?” 
Dr. Marais bemærkede, at han allerede holdt i sin indkørsel. Han 
trådte ud af bilen og tog et skridt ind mod det etplanshus hvor han 
boede med sin familie. Så bemærkede han noget usædvanligt ved 
gruset. Nej ... det kan ikke passe, tænkte han, det er simpelthen for 
meget. Han gik ned på alle fire for bedre kunne se bedre i mørket. 
Der er rigtignok et ekstra bilspor. Så er det altså derfor, kællingen har 
ringet ustandseligt på det sidste. Hun skulle sikre sig, at jeg ikke var 
på vej hjem. Hun var ikke alene. 

Han satte sig tilbage i bilen. Rolig nu, Alex. Kør et eller andet sted 
hen. Bare væk! Tilbage på hovedvejen tændte han for radioen og lod 


19 



ELIKSIR 


en ny symfoni berolige sig så godt den kunne med de fejl der trods 
alt var at forvente i strygersektionen på dét orkester. Omkring et 
minut senere blev musikken afløst af den sene radioavis: 

... ministeren udtaler, at Nationalbankens sammenbrud med 
største sandsynlighed ikke kunne have været hverken forud- 
set eller forhindret. 

“Løgn! Løgn og latin fra ende til anden! Forbandet løgn og digt! 
De har selv planlagt det fra dag ét, har de! Tro mig, de svin skal 
nok komme til at tjene tykt på det her!” Han var så vred, at han var 
nødt til at køre ud i rabatten for at få samling på sig selv. Da hans 
hænder var holdt nogenlunde op med at ryste, besluttede han sig 
for at tage hen på instituttet. 

Nu stod han foran døren. Han tog et fast greb i håndtaget, men 
et øjeblik efter trak han hånden til sig. Fandeme nej. De nasserøve 
skal ikke få lov at tage æren for mit arbejde denne gang. “Farvel, og 
aldrig på gensyn!” 


. /y« -.*«• •* *.«* ?;«* •% 

Da solen stod op, stod han på broen ved en af de store indfalds- 
veje til det tolvte arrondissement og betragtede alle de små myrers 
rituelle transporteren sig fra deres idiotiske små beboelsesæsker til 
deres idiotiske små jobs. Han skulle blot tage et enkelt skridt, så 
ville den uendeligt vise tyngdekraft gøre resten af arbejdet og sætte 
ham fri af denne uendeligt middelmådige planet for stedse. 

Selvmord. Selvmord er det mest sentimentale afalle martyrier. Det 
er noget, svage mennesker truer med for at få opmærksomhed. Det er 
for det første banalt, for det andet fejt, og for det tredje under enhver 
anstændig mands værdighed. Det ved du udmærket godt, Alex. 

Her slutter historien. 


20 






Han vågnede ved lyden af sine egne tænders klapren. Langsomt, 
uendeligt langsomt, åbnede han sine øjne mod den blygrå himmel. 
Selvom solen ikke var til at se, skar lyset ham i øjnene. Han dæk- 
kede sit ansigt med en skælvende hånd og faldt tilbage i søvnen. 

En time senere åbnede han øjnene igen. Nu var han blevet klar 
nok til at prøve at orientere sig. Han så ned langs sit bryst og op- 
dagede at han lå i noget gruset mudder. Dragten måtte være blevet 
revet i stykker, for han kunne mærke det kolde, fedtede vand mod 
sine ben. Måske skulle man prøve ... Han vrikkede forsigtigt med 
tæerne på begge fødder, først den venstre og så den højre. De ly- 
strede nogenlunde. Så prøvede han at strække sine fingre helt ud 
for derefter at knytte næverne. Venstre ... højre. Også her var der 
der en acceptabel respons. Så langt, så godt. 

Efter at have samlet kræfter i et kvarters tid drejede han sit ho- 
ved så langt til venstre som han var i stand til. Blege, brungrå mar- 
ker så langt øjet rakte. Bagefter den anden vej. Et forrevet, laset 
læhegn i hvad der lignede birk. Det kunne godt være det rigtige 
land han var i. 

Kapslen var ikke umiddelbart til at få øje på, men den kunne 
ikke være langt væk. Han måtte være blevet slynget ud af den under 
landingen. Det var sket før. 

Han tog en dyb indånding og begyndte at tælle. En, to, tre, fire ... 
På /em pressede han albuerne mod jorden og forsøgte at komme på 
benene. Det viste sig umuligt for indeværende, og han lod sig med 
en blanding af et suk og et støn synke tilbage i den kolde pløre. 

Himlen var en mørkere nuance nu, næsten sort. Der måtte være 
gået en time eller to, siden han for alvor vågnede. Nu var der ikke 
andet at stille op end at vente på at han enten blev fundet eller fik 
kræfter nok til selv at rejse sig, hvad end der skete først af de to. 
Sådan måtte det være. 



DU BERNARD RENDIE HJEM 


Bernard lukkede øjnene og tænkte på sin tur. Han havde været 
meget langt væk denne gang, længere end nogensinde før. Agentu- 
ret havde givet ham lov at flyve så langt ud som raketten og hans 
egen dømmekraft tillod det, og det var hvad han havde gjort. Han 
huskede først at have rejst igennem en blåsort, glitrende stjernetåge 
og bagefter en slags dunede, flødefarvede skyer, der var næsten 
uigennemsigtige og uendeligt drøje at komme igennem. Til sidst 
var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt at han frøs 
inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han 
sad og rystede med armene over kors så han sit eget kondensvand 
fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags 
dobbelt blindhed; der var for mørkt til at man kunne se noget uden- 
for, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder. Hvor 
længe det stod på vidste han ikke, for selvom al mekanikken funge- 
rede som den skulle, havde han efter et vist punkt mistet interessen 
i at holde øje med tiden. I mange dage - uger? - måneder? - havde 
han bare siddet der med armene over kors og stirret på rudernes 
hvide krystaller mens det sorte verdensrum næsten lod sig ane bag- 
ved. Det var først, da provianteringslampen var begyndt at blinke 
rødt, at han havde tændt for motoren og var begyndt at flyve til- 
bage, og så snart han kunne se Jorden, havde han slået autopiloten 
til og sat sig til rette i landingskapslen. Det sidste han kunne huske 
var, at han stadig frøs da raketten trængte ind i atmosfæren. 

Bernard hørte noget brumme i nærheden og åbnede øjnene. Det 
var en udrangeret gammel traktor, der langsomt men sikkert var 
på vej mod ham på tværs af de dybe furer. På dens lad sad et par 
mænd, der slet ikke var klædt på til at være i marken. Da traktoren 
stoppede et lille stykke fra ham sprang de hurtigt af og løb hen til 
ham på deres lette, elegante sko. 

“Bernard. Bernard! Er du uskadt?” 

“Ja.” 

“Fandt du noget nyt?” 

“Nej.” 

“Hvad vil du gøre nu?” 

“Prøve igen.” 


23 



o 


ASTRONAUTENS GADE 


De færreste ved det, men enhver astronaut forventes at kunne 
knække koder! Astronauten trænes i dette for at sikre, at vedkom- 
mendes intellekt er af højeste karat. 

Følgende er en side fra den bog Bernard skulle arbejde med 
under sin træning for at øve sig i dette. 

Kan du dekryptere beskeden? Hvis ja, så send fluks løsningen 
til moj ibake@moj ibake . dk. 

Der er en præmie til de første tre med korrekt svar! 


ASTRONAUT MANUAL p. 72 

Chapter 3 - Cryptography Problems 

Decipher the following quote 
from our most beloved author. 

# Encrypted Message 
JZW XRKCJ, VWRH THKJKI , 

SI BDJ SB DKH IJRHI, 

TKJ SB DKHIWCLWI, JZRJ 
MW RHW KBVWHCSBYI. 


# Solution 

T T, 

T 

T R 

R R 


R R T , 

R _T_R_ , 

, T T 


24 



o 



Wryb så, som så ofte før, op mod månen over Zneva. Det var altid 
beroligende at lade øjet fæstne sig på den blanke skive, og han 
havde omsider lært at værdsætte skønheden i dens abstrakte møn- 
stre. Her i skumringen var det som om månen både blev mindre og 
skiftede farve - fra en diset gråtone til en tindrende hvid - i dens 
tavse vandring op fra horisonten. Farveskiftet var uendeligt lang- 
somt, og selvom han altid forsøgte, var det aldrig lykkedes ham at 
opfatte forandringen mens den foregik. Den harmløse udfordring 
adspredte ham og hjalp på humøret, denne aften og mange før den. 

Wryb tænkte tilbage på dengang han ankom til Zneva. Han hu- 
skede hvor energiske og ubesværede hans bevægelser havde været 
da han steg ud af det enorme fartøj der havde bragt ham til planeten. 
Det var mange år siden, nu. 

*r‘ '.ft*-* -r • v - •.» 

De første år havde været sorgløse, kendetegnet som de var ved 
fraværet af både egentlige bekymringer og uløselige problemer. Ef- 
ter et stykke tid begyndte denne dvaske lykke dog at kede ham: 
Wryb opdagede til sin egen overraskelse at han var en ganske am- 
bitiøs ung znevaner der ikke tog til takke med hvad som helst. 

Derfor kom der en tid med hårdt arbejde. Hårdt, men ikke utak- 
nemmeligt. Wryb lod sig indrullere i hæren, og blot en håndfuld år 
senere var han avanceret fra fodsoldat til regimentschef i ingeniør- 
tropperne. Det var ad den vej han fik en fod indenfor i ledelsen af 
ZYNARG-projektet. Det var også i disse år, han besluttede sig for 
at stifte familie. Han giftede sig opad, som hans egen mor havde 
gjort. Det var ingen skam, det var nu engang vilkårene hvis man 
ville frem i verden. Han og Ryiv’m fik tre børn sammen lige efter 


26 



hinanden. Det var velset at forplante sig, og efterhånden som arbej- 
det med ZYNARG skred frem, var det til stadighed mere vigtigt at 
alle involverede tog sig stabile og fornuftige ud i offentlighedens 
øjne. 

Selvfølgelig blev byggeriet af en bombe der kunne udslette alt 
liv i universet mødt med en del kritik. I starten, da projektet var rent 
teoretisk, var det ingen sag at affeje de forskellige indvendinger - 
“vi undersøger blot muligheden,” blev han og de andre bedt om at 
sige til journalisterne, og det var som regel nok. Men i løbet af de 
årtier hvor man realiserede det gigantiske byggeri i ørkenen, hvor 
man udarbejde det ærefrygtindgydende kompleks af stål og beton 
der husede ZYNARG, blev kritikken mere insisterende og højrøstet. 
Det var derfor, meteorerne kom som sendt fra Himmelen. 

Af den ene eller den anden grund - måske var det på grund 
af dens størrelse eller høje fart, ingen vidste det - slap den første 
meteor forbi alle varslingssystemer inden den landede midt i en for- 
stad til Uneyna, en af Znevas største provinsbyer. Ødelæggelserne 
og tabet af liv var omfattende, og den znevanske offentlighed var 
pludselig ikke længere så kritisk overfor hverken ZYNARGs budget 
eller moralske implikationer. 

Sidenhen dalede meteorerne jævnligt mod Zneva, og man gjor- 
de en stor indsats for at udbygge varslingssystemerne så man - 
oftest - kunne forudsige, hvor og hvornår de dræbende klippestyk- 
ker ville ramme planetens overflade. Ingen vidste med sikkerhed, 
hvem der stod bag, men det var helt tydeligt at nogen eller noget 
styrede meteorerne mod militære og civile mål, at de gigantiske 
sten var at regne som våben. Den officielle forklaring var at det 
var en ukendt race fra en fjern planet der skulle holdes ansvarlig. 
Mere eller mindre fantasifulde uofficielle bud lod afsenderen være 
en vred Gud eller - lidet overraskende, vel - en gren af Znevas egen 
regering eller militær, der arbejdede ud fra en skummel dagsorden 
og i dybeste hemmelighed, i skjul for størstedelen af embedsværket 
og den brede befolkning. Wryb havde ikke tid til at skænke sådanne 
konspirationsteorier mange tanker, dertil havde han for travlt med 
både arbejde og familie, og han havde aldrig set sig selv som typen 
der gav sig af med dagdrømmeri. 

27 



Wryb var på ZYNARG, da den sidste meteor ramte. Det var først 
på aftenen - ligesom nu, faktisk - og han havde taget sin familie 
med for at vise dem hvordan det just færdiggjorte byggeri tog sig 
ud. Det var derfor han havde bedt personalet ignorere luftalarmen: 
han var overbevist om at det blot var endnu en øvelse, og han havde 
glædet sig til at vise børnene rundt. Sidenhen havde han fortrudt 
visse elementer i dette forløb. 

N* < f.v „ / . • 

Den første tid efter det store glimt var der ikke en eneste kontur 
eller skygge at se, hvor end han vendte sit øje hen blev det mødt 
af en bleghvid, uigennemsigtig dis. Hvor længe det stod på, vidste 
han ikke, men det var mindst et døgn - måske en uge, måske mere. 
Han brugte tiden på at spekulere over, hvordan han mon havde 
overlevet detonationen af ZYNARG. Det måtte hænge sammen med 
den måde meteornedslagets stråling havde reageret med bombens 
brændstof på, kom han frem til, og selv nu spekulerede han af og 
til over detaljerne. Det var et godt hjernebrud for en ingeniør. 

Da hans syn vendte tilbage, græd Wryb af glæde over at se at 
både børnene og Ryiv’m var uskadte, men det viste sig at hans 
optimisme var forhastet. Ryiv’m klagede konstant over smerter i 
maven og kastede blod op til hun døde af det, en måned eller to 
senere. Bagefter ville børnene ikke tage føde til sig, og så bukkede 
de under ét efter ét - først den store, så den mellemste og til sidst 
den mindste. Den dag faldt Wrybs hoved i øvrigt af. 

Til sin store overraskelse, men ikke ligefrem lettelse, døde han 
ikke selv i dét øjeblik. Hovedet trillede hen under et bord og blev 
først bragt til standsning da det ramte den væg han lå med ansigtet 
ind mod det næste lange stykke tid. Han kunne skimte døgnets skif- 
tende lys ud af den ene øjenkrog, og selvom han af og til forsømte 
at tælle dagene, var han sikker på at have ligget sådan i mindst tu- 
sinde år. Så kom jordskælvet, der fik væggen til at styrte sammen, 
og hovedet trillede udenfor hvor det straks blev ramt af en faldende 
murbrok og splintredes i hundredvis af stykker. 



Det ene øje blev knust, og det andet landede landede så pupil- 
len vendte mod himmelen. Endnu engang blev Wryb overrasket: 
hvordan kan bevidstheden overleve når der kun er et øje tilbage? 
Var det sådan for alle, eller var det endnu et resultat af reaktionen 
mellem bomben og meteoren? 

Det øje der var Wryb var i starten ret irriteret over tingenes til- 
stand. Men efterhånden affandt det sig med situationen, for der var 
ikke andet at stille op. Wryb lærte at påskønne himmellegemernes 
gang over den planet, man engang havde kaldt Zneva. Det forven- 
tede ikke at blive fundet, for det var udmærket klar over at det var 
det sidste levende væsen i universet. Det er man i dén situation. 

Der vil altid være en måne over Zneva, tænkte Wryb for sig selv. 
Af en eller anden grund hjalp det på hans humør. 










Historien indtil nu: I år 2159 har menneskeheden omsider 
realiseret sin gamle drøm om at kolonisere Solsystemet. En 
afgørende faktor i dette foretagende er, at man har adgang 
til rigelige mængder Helium-3 - universets mest værdifulde 
gasart og den eneste form for brændstof der indeholder nok 
energi til at bringe de gigantiske rumslagskibe fra solsystem 
til solsystem. Heldigvis har Mars’ to hidtil uinteressante må- 
ner, Phobos og Deimos, for et par årtier siden vist sig at være 
rige på denne gas. Verdens største virksomhed, Korporationen, 
har efterfølgende grundlagt gasminer på månerne og i tilgift 
ladet opføre en ubemandet base på Mars, hvorfra det værdi- 
fulde minegods fragtes videre ud i universet ... 


Jeg satte mikrofonen fra mig og tog den bulede, grønne hjelm af. 
Da jeg havde gnedet mig i øjnene og forsøgt at minde mit hår om, 
at det engang var en frisure, gik jeg ud og så mig selv i toiletspejlet. 
Skægstubbe, blodsprængte øjne, sprukne læber. Rifter i hele ansig- 
tet. Næsen var måske brækket, ikke at den nogensinde havde været 
køn. Jeg tændte for hanen og stænkede koldt vand i ansigtet, om 
ikke andet for at blive mere klar i hovedet. Det havde været tæt på, 
men jeg var her endnu. Ellers ville jeg jo ikke kunne se mig i spejlet. 

Ha ha. Bob og Phil ville have sat pris på den vits. Jeg bemærkede 
pludselig, at jeg savnede dem begge to. Hvis man havde sagt til mig 
for et par uger siden, at jeg nogensinde ville komme til at savne et 
par overordnede, ville jeg have slået det hen med en hånlatter ... 



Jeg kunne stadig huske det indtryk de to gjorde første gang jeg 
så dem og deres variant af den klassiske komikerduo. Bob var en 
høj og tynd mand på omkring halvtreds, næsten skaldet og altid 
velplejet at se til, glatraget og som nok den eneste på Phobos i 
besiddelse af et strygejern. Der gik rygter om at han læste poesi 
når han en sjælden gang var alene. Phil var lille og tyk og havde så 
meget skæg og hår som reglementet tillod - og en hel del mere når 
han følte sig sikker på, at der ikke var en inspektion om hjørnet. 
Han læste kun herremagasiner. Begge var de meget entusiastiske 
da de tog imod mig i deres billige og temmelig malplacerede jakke- 
sæt med firmaets kantede emblem på brystlommen. Jeg spurgte mig 
selv, hvor meget en overordnet skulle tage af Korporationens kasse 
for at blive sendt til en af Mars’ måner og agere sjakbajs for et hold 
minearbejdere. 

Og mig? Jeg havde søgt herop af egen fri vilje. Min karriere 
på Jorden var aldrig rigtig kommet i gang, og jeg havde hørt at 
der ikke var langt mellem forfremmelserne i Korporationen, og at 
lønnen var god. Jeg skulle arbejde som opsynsmand, altså sikre at 
sikkerhedsregulativerne blev overholdt og - hvis situationen kræ- 
vede det - træde i karakter som betjent. Mine fem år i flåden gjorde, 
at jeg ikke frygtede det sidste, og der var trods alt kun 21 ansatte 
på basen. Det måtte være begrænset, hvad de kunne give mig af 
problemer, tænkte jeg. 

Det første års tid gik nogenlunde begivenhedsløst. Jeg blev hur- 
tigt venner med kokken og kantinepersonalet der - efter aftale med 
Korporationen eller ej - dagligt forsynede mig med gratis mad og 
kaffe. Kokken var en stor russisk kleppert, og jeg fandt aldrig ud 
af om han egentlig hed Ivan eller blot blev kaldt det af alle. Han 
var meget genert, enten på grund af eller på trods af sin store stør- 
relse. Efter noget tid inviterede han mig på øl og fodbold i sit mikro- 
skopiske lukaf, og jeg sagde selvfølgelig ja tak. Jeg vil nok sige at 
han og jeg var venner derefter. Mine to overordnede viste sig også 
at være gode nok, for arbejdspladsen var så lille at det ikke rigtig 
gav mening at have det store hierarki. Kun når der kom en inspek- 
tør fra Korporationen og skulle vises rundt tillagde de sig alle de 
kendte og kedelige chefmanerer. 

33 



Vi der var på Phobos havde ikke det store med dem på Dei- 
mos at gøre; de drev deres mine og vi, vores. En gang om måneden 
sendte vi hver især godset ned på Mars, hvor der var plads til at 
have en regulær landingsplads, og der kom en færge fra Korpora- 
tionen og samlede det op. Der havde selvfølgelig været snak om 
nytårsfester og lignende i de ellers tomme lokaler på Mars, men 
det blev ikke rigtig til noget. Sådan går det som regel når der ikke 
er nogen der tager initiativet. 

For et par uger siden afsluttede jeg som sædvanligt min lukke- 
runde ved at svinge forbi kontoret og hente iltflasker til næste dag. 
Bob og Phil sad der endnu, selvom arbejdsdagen for længst var 
forbi. Det gjorde de tit. Da jeg trådte ind, nikkede Phil afmålt til mig 
mens Bob sad begravet i sine papirer og tilsyneladende ikke ænsede 
mig. Jeg spurgte, om der var noget los. “Slet ikke,” forsikrede Phil 
mig. “Vi sidder bare og nørkler med regnskaber. Har du i øvrigt set, 
at der er kommet nye folk til Deimos?” 

Bob rakte mig mappen, stadig uden at se op, og jeg bladrede den 
høfligt igennem. Da jeg så et bekendt navn og ansigt blandt de nye 
ansatte, glemte jeg straks at stemningen var lidt aparte. Ellen! Min 
gamle flamme fra flåden, hende med de kulsorte krøller og de milde 
øjne, hende der fik topkarakterer i alt og alligevel ville ses med mig. 
Hun var åbenbart blevet hyret af Korporationen til at give folkene 
på Deimos en eller anden slags kursus. Hvor længe var det mon 
siden, jeg havde set hende sidst? Ti år? Det havde været en kort 
affære der gik i sig selv da hun blev forfremmet. Vi havde prøvet at 
holde liv i det med breve, men jeg er ikke god på skrift så det gik 
ikke. Jeg havde sidenhen hørt, at hun var blevet gift og skilt, og at 
hun vist havde fået et barn eller to. Selv havde jeg altid holdt mig 
fra den slags. 

To-tre dage senere blev jeg kaldt ind på kontoret. Jeg troede 
først, det drejede sig om ufaktureret mad og kaffe, men det viste 
sig at være langt mere alvorligt. De to så alvorstungt på mig og bad 
mig tage plads på lokalets sidste stol. “Der er sket noget på Jorden,” 
sagde Bob. “En virus,” fortsatte Phil. “En virus fra rummet, siger de. 
Den ... ændrer folks personlighed. Gør dem voldelige. Blodtørstige.” 



Han begravede sit ansigt i hænderne og Bob tog over. “Der er en 
inkubationstid på et par dage inden den bryder ud. Den er dødelig i 
løbet af en uge. Det har spredt sig som en steppebrand nede på Jor- 
den. Der er ikke mange tilbage og ingen kendt kur. Der ... kommer 
en mand fra Korporationen og orienterer Deimos og os i morgen. 
Så må vi se, hvad vi kan stille op, om noget.” 

•Y>* V St /*.»•*”•*' * 

Jeg fik ikke hilst på inspektøren, for jeg var ude at køre da han 
kom forbi. Da jeg kom tilbage til stationen fik jeg den indskydelse at 
beholde min hjelm og dens iltforsyning på, da jeg gik ind. Kantinen 
var mærkeligt stille. Måske var de ude bagved? 

Fem minutter efter havde jeg slået personalet ihjel. Først havde 
jeg skudt min ven Ivan, der var sprunget på mig med kødøksen, 
så hans to assistenter. Da jeg var på vej ud, mærkede jeg noget 
gribe om mit ben. Jeg så ned og vidste at den store, barkede næve 
kun kunne tilhøre Ivan. Jeg vendte mig om, placerede geværløbets 
munding mod hans pande og trykkede af. 

Da jeg havde sikret mig, at min iltforsyning og dragt var intakte, 
satte jeg mig tilbage i bilen. Hvad nu? Min første tanke var at køre 
væk og gemme mig, men så kom jeg til at tænke på at jeg kun havde 
ilt til et døgns tid. Jeg bandede, ladede mit gevær og kørte mod 
kontorbygningen. Inden jeg nåede den, gjorde jeg stop ved en af de 
nødposter, der var placeret med mellemrum langs vejen. Man havde 
engang i tvivlsomt selskab fortalt mig, at hvis man tog lige dele 
smertestillende og opkvikkende piller ville de udligne hinanden og 
give en kort, aggressiv rus. Jeg tog chancen. 

Bob kom mig i møde ude i gangen. Han plejede at smile, men 
ikke så meget. Ansigtet var forvredet i en krampagtig grimasse, og 
jeg kunne ikke afgøre, om den dækkede over smerte eller hysterisk 
glæde. Jeg pegede geværet mod hans brystkasse og drejede ansig- 
tet væk da jeg trykkede på aftrækkeren. Phil var på kontoret, han 
havde flået sit tøj af og lå nu på alle fire i gang med at fortære sin 
sekretær. Jeg ved ikke, om han nåede at se mig. 



Jeg satte mig i en af deres magelige, slidte stole og overvejede 
mit næste træk. Inspektøren havde også været omkring selve mi- 
nen, og det krævede ikke ret meget omløb i hovedet at køre en 
vogn derfra og herhen. Jeg kunne ikke tillade mig at tage chancer. 

Det var nødvendigt at bryde det store kontrolpanel op for at 
nå de afgørende kabler, men det lykkedes mig at nå ind til dem 
og klippe dem over, så der blev slukket for minens ilt. Mens rusen 
aftog satte jeg mig igen og betragtede skærmene fra overvågnings- 
kameraerne hvor de ulykkelige vred sig på den hårde jord. Efter 
fem-ti minutter holdt den sidste op med at sprælle mens resterne 
af min rus fordampede. Jeg blev ubehagelig til mode og rejste mig. 
Så plyndrede jeg skabet for proviant og slæbte det sammen med en 
masse iltflasker ud i bilen. De næste to uger sad jeg alene under den 
sorte himmel, så langt væk fra bebyggelserne som muligt, og ven- 
tede på at det hele skulle rase af mens jeg spekulerede på om jeg 
kunne have grebet dette udbrud anderledes og mindre voldeligt an. 
Så vendte jeg tilbage til mit lukaf, der aldrig havde virket så stille 
før. 

Jeg smed lidt mere vand i ansigtet og forlod badeværelset. Så to 
jeg en dyb indånding og tændte jeg for samtaleanlægget: “Deimos, 
kom ind. Phobos her. Kom ind. Deimos ...” 


Anlægget knitrede. Ellen rejste sig tungt og gik hen til det. Hun tog 
et par dybe indåndinger før hun trykkede på knappen. “Deimos 
her.” 

Hvis ikke hun var så træt, ville hun være blevet glædeligt over- 
rasket over at høre hvem hun talte med. Hun havde også savnet 
ham, og glimtvis spekuleret over hvilket liv de kunne have skabt 
sammen hvis tingene var gået anderledes. Men alt det virkede fjernt 
og uvirkeligt nu. 



De udvekslede rapporter. Ja, Deimos var også blevet smittet af 
ham idioten fra Korporationen. Ja, hun havde været nødt til at aflive 
de andre og var nu den sidste tilbage. Ja, det eneste fornuftige var 
at mødes på Mars. 


Vi brugte den første times tid på at tjekke grej. Tjekke trykket i ilt- 
flaskerne, tjekke at vandet og maden var forsvarligt pakket, tjekke 
at alle døre var forsvarligt lukkede. Så tog vi hjelmene af og satte os 
overfor hinanden ved det enorme konferencebord. Jeg holdt øjnene 
åbne, for hver gang jeg blinkede, så jeg enten Ivan eller Bob eller 
Phil eller minearbejderne for mig. Ellen lignede sig selv, bortset fra 
at håret var blevet en anelse gråsprængt og øjnene ikke længere 
var milde. Jeg ville gerne kunne sige, at hun stadig var smuk, og 
det var hun strengt taget, men ... 

Hvad nu? Der stod altid en reserveraket fra Korporationen på 
Mars, den kunne bringe os tilbage til Jorden i løbet af et par må- 
neder og til den tid måtte der være ro igen dernede. Måske var 
der overlevende i de øde egne? Ved polerne? Ellers kunne vi finde 
en replikator og en genmodifikator, den slags havde man i enhver 
større by, og de inficerede havde helt sikkert ikke haft de mentale 
ressourcer til at pille ved dem. Det var ligetil og først og fremmest 
vores pligt. 

Men ingen af os sagde noget. 




MALKØBING MUSEUM 


Hvordan kunne det gå så galt? Allerede fra da Malkøbing 
Museum blev bygget, var det som om bygningen havde en 
evne til at virke som en katalysator for det uventede ... det 
katastrofale. Og gennem de næste hundrede år var der næ- 
sten ingen grænser for, hvad der foregik af uforklarlige ting 
omkring det. Nu findes det ikke mere, men spøgsmålene 
kræver stadig svar: hvad skete der på Malkøbing Museum? 


Underholdende antologi, der med udgangspunkt i Malkøbing 
Museums genstande, lader gamle sagn og myter genopstå. 

Jette Holst, Gyseren.dk/Litteratursiden.dk 

Alt i alt en virkeligt vellykket udgivelse af nogle velskrevne for- 
tællinger. Thomas Winther, Himmelskibet 

Via en collageteknik a la Bram Stokers “Dracula” formår de tre 
forfattere på snedig vis at fremmane et særdeles levende indtryk 
af Malkøbing Museum og omegn, hvilket gør stedets regelmæs- 
sige og musealt veldokumenterede rædselsmanifestationer ek- 
stra effektive. Nicolas Barbano 

Jeg fik fine og grumme billeder i hovedet. Tom Kristensen 

Et lille mesterværk. Frank Brahe 


Køb bogen på Bogtorvet.net eller Findbogen.dk 
Download bogen på Mojibake.dk